Angstbehandlingen jeg er igang med, er ikke bare rendyrket behandling af angsten. Det handler virkelig om så mange andre ting også. Hele ens indre bliver sat under lup og det er ikke sjovt. Det gør ondt, som bare pokker.
Som jeg skrev her , var 3. gang en hård omgang.
Hjemmeopgaven som vi skulle tale om, handlede blandt andet om de ting vi har opgivet/gået glip af, pga. helbredsangsten.
Dét gjorde ondt. For er der noget jeg virkelig er bange for, er det at miste. Og for mig har angsten og de ting der har fulgt med, virkelig gjort mig usikker på mit eget værd og derved er frygten for at miste bare forstærket. Hvem gider bruge tid på en der har alt den her bagage?
Jeg ved at jeg har sagt fra til mange ting, fordi min tallerken simpelthen har været fuld. Jeg har været fraværende. Jeg har haft svært ved at tage initiativ til ting.
Jeg hader det. Det gør mig så ked af det. Og jeg føler mig som verdens dårligste veninde. Og har fuld forståelse for, at man så til sidst ikke magter at række hånden ud.
Og så kommer den hårde stemme. Den man taler til sig selv med. Den, jeg er blevet opmærksom på, altid er der, klar til at komme med små spydige bemærkninger.
"Du fortjener heller ikke gode ting." eller "Ingen gider da være venner med sådan en som dig." eller "Der går nok heller ikke længe, så kan Martin heller ikke holde dig ud." og særligt "De folk der holder af dig, gør det kun af pligt. Dig kan man ikke elske." og “Du er ikke besværet værd.”.
Hvis man ikke kan lide sig selv, så er det nok også svært for andre at kunne.
Mit hjerte gik i tusinde stykker, da vi skulle skrive vores egen 80 års fødselsdagstale. De ting vi håber folk vil sige til os på den dag. Jeg skrev to siders håndskreven tale, med alle de rigtige ting. Men det føltes så kunstigt og jeg endte med at skrive:
"Det hele kan være ligegyldigt, for hvis jeg bliver 80 år gammel, vil jeg sidde alene. Ingen vil huske mig. For jeg har skubbet alle væk. Ingen venner. Martin har fået en ny familie. Jeg er bare mig. Alene, for det er hvad jeg fortjener. Uden at have udrettet eller opnået noget. Spild af tid. Spild af liv."
Bare at skrive det ned igen, får tårerne til at trille. Det er virkelig min største frygt. Og på den anden side, er det det jeg inderst inde føler jeg fortjener.
Det har været nemt at erkende at jeg har angst. Nemt at erkende at jeg har brug for hjælp. Men det er virkelig svært at erkende, at jeg har det så dårligt med mig selv. At jeg føler mig så lidt værd.
Og i og med at behandlingen især handler om, at vi skal sætte fokus på de ting vi har i vores liv, som har stor værdi og holde fast i den slags liv vi gerne vil leve, er jeg bange for at jeg ikke kan hjælpes. Hvordan skal jeg kunne finde værdi i mit liv og bruge det til fyrtårn, når jeg selv føler mig så værdiløs?
Jeg har ikke lyst til at have det sådan her. Men jeg har svært ved at se hvordan jeg skal ændre på det. Men når alt kommer til alt, er det ikke sådan et liv jeg vil leve. Jeg vil jo bare gerne være glad. Jeg vil gerne kunne sidde som 80årige og tænke, at jeg har haft et lykkeligt liv, for jeg har elsket og været elsket.
Det her er noget af det mest personlige jeg har delt med jer. Jeg har ikke været flov over min angst. Men jeg er virkelig flov over at have det så skidt med mig selv og føle mig så lidt værd.
Og måske kan det ikke ses. Jeg gør mig umage for ikke at være en sølle person, fx når jeg er på arbejde. Men min indre stemme, den er der altid. Klar til at slå mig oveni hovedet. Klar til at pille mig ned.
Hvis nogen jeg kender læser med, så er det her ikke fordi du ikke gør nok. Uanset hvor meget folk dynger kærlighed på, er det svært at tage imod, hvis man ikke føler at man fortjener det.
Jeg hader angsten for at have gjort det her ved mig. Jeg hader det har ødelagt mig på den her måde. Af alle de bivirkninger der har været, er dette den værste. For jeg ved ikke hvordan jeg kommer op af det her hul. Jeg ved bare, at jeg ikke ønsker at have det sådan her. Ingen fortjener at føle sig uegnet til at modtage kærlighed. Eller føle at man ikke er et liv værd.
