Her kommer en lille DIY, på hvordan man laver den Snapchat "fotovæg" jeg har vist på instagram. 

Min søde veninde (der har bloggen Copenhagenblogger), holdte 30års fødselsdag og dét fortjente et lille indslag. Det blev til en fin lille tale, som jeg og en anden veninde holdte og så blev det til denne "fotovæg" i snapchat stil. Kender man fødselaren, er man nok ikke i tvivl om, at hun er vild med Snapchat/instastory, så denne her overraskelse kunne næsten ikke falde ved siden af. 


Du skal bruge


  • En skumplade, 10 x 1000 x 700 mm
  • Hobbykniv
  • Lang lineal 
  • Tuscher der kan male på blank overflade
  • Printer
  • Pap
  • Saks
  • Limstift
  • Limpistol 
  • BBQ-pinde 

Fotovæggen


Efter at have snakket frem og tilbage med min søde mand, fandt vi frem til, at det der nok ville holde bedst, var en skumplade. Jeg fandt en i Jem&Fix til 119 kr. 
Det næste var at finde ud af, hvordan skidtet skulle se ud. Da det ikke er muligt som privatperson at lave et geotag i Snapchat i Danmark endnu, skulle der være et banner i selve rammen, der fortalte hvad det var for en fest vi var til. 
Det skulle også være sådan at der var ramme nok, til at den ikke knækkede midt i det hele. 



Jeg satte mig til rette på gulvet, med høj musik og fik endelig brug for den fine arkitekt-lineal jeg har fået af min far (han er ikke arkitekt, han er bare skide god til at klunse).



 

Martin havde en lille plade, som han bruger til foto, som jeg måtte lave en lille prøve på. 
Det hele blev tegnet op med blyant. Kanten rundt blev omkring 7,5 cm og jeg valgte et skævt banner, for at gøre det lidt sjovere. 

Skar forsigtigt i skumpladen. Kan sige, at man lige skal holde tungen lige i munden, når man har lavet et banner i midten, for der er jo blyantsstreg om men man skal jo ikke skære der. 

Da det var skåret ud, var det kun tilbage at dekorere -den sjove del! 

Forsøgte at få det til at ligne en Snapchat-skærm, med de små ikoner og den gule farve. 



 

Banneret fik fødselarens navn og lidt fest og ballade. 

Jeg brugte hovedsageligt Promarkere til at farvelægge "fotovæggen", da de ikke "gled af" den glatte overflade. 


Props 


Fotovægge er helt sikkert sjovest, når der også er props! Jeg fandt nogle fine og gratis printables her.

At lave disse props tog en hel dag. De skulle printes, klippes ud og så limes over på noget pap, for at være sikker på at de kunne holde sig "stive", for der efter at klippe dem ud igen for så til sidst at lime BBQ-pinde bagpå med limpistol. 

Man kunne helt sikkert købe sig fra det og bare tage nogle traditionelle props, men jeg synes nu ideen med rigtige Snapchat filtre, var ret så fin.



 

Jeg synes selv det blev ret fint og den blev også brugt til festen og endte også med videre i byen. Håber fødselaren har fået en masse sjove billeder fra sin fest. 

Synes du også fotovægge er sjove til fester?

Tak fordi du læste med!

signatur

 

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments